16/03/2022
Lejlighedsvis høres udtrykket ældrebyrde – og af primært to årsager forstår jeg ikke udtrykket.
For det første forstår jeg ikke, at vi kan være så ukærlige og degradere et menneske til bare at være en klods om benet. Den såkaldte ældrebyrde er jo vores fædre og mødre, og vi er til, fordi de på et tidspunkt har skabt os.
For det andet så udgør seniorerne en stor ressource, som for en dels vedkommende blot kræver vores kreativitet at få engageret og bragt i spil.
Jeg har netop ansat Steen. Han fylder 69 næste gang, og han er selvfølgelig pensioneret for længst og før det var han i en periode ufrivillig efterlønner. For gammel til at blive ansat angiveligt.
Steen er uddannet bygningskonstruktør og tømrer, og har med et helt livs erfaringer rigtig meget at byde ind med - og det er tindrende banalt blot at tale om, at en mand som ham ikke kommer til at have barnets første sygedag eller forældreorlov. Fagligt og menneskeligt bringer han meget ind i virksomheden og bidrager med andre kvaliteter end yngre medarbejdere. Han har med sin store erfaring allerede på en række områder vist sit værd og løst opgaver med stor sikkerhed og autoritet.
Hvis vi anlægger et helhedssyn på vores arbejdsmarked hvor der er plads til alle, så kommer vi nemmere igennem den aktuelle rekrutterings- og bemandingskrise vores samfund befinder sig i.
Vi skal ophøre med at betragte mennesker som byrder og i stedet se dem som værdier og muligheder, så kommer vi længst.
Metin