OH Security Aps

OH Security Aps Vi tilbyder alt indenfor elektronisk sikring: Videoovervågning, Alarmanlæg, GSM sporing mm. Vore k

03/01/2022

Utrygheden i Danmark har aldrig været højere end nu

Mere end hver femte svarer, at de er ’utrygge i deres hverdag’ ifølge TrygFondens Tryghedsmåling 2021. Og det er ikke corona-epidemiens skyld. For mens de ældre bliver stadig mere trygge, forholder det sig stik modsat for de unge – deres utryghed stiger kraftigt.

Der er ved at opstå en generationskløft mellem de unge og de ældre over 66 år, når det kommer til tryghed. For mens de ældre oplever en høj og stabil tryghed i hverdagen, går det stik modsat for de unge.

28 procent af de 18-24-årige svarer i Tryghedsmålingen 2021, at de er utrygge i hverdagen. Det er tæt på en fordobling på otte år – og det højeste TrygFonden nogensinde har målt.

Over for det er der en ældre-generation, der tilsyneladende ikke er voldsomt bekymret eller utryg. Kun ca. hver ottende ældre angiver i den nyeste måling, at de er utrygge, mens rekordmange ældre generelt er trygge.

En del af forklaringen på den voksende generationskløft, når det kommer til tryghed på tværs af alder, skal findes i de forhold, der generelt skaber tryghed og utryghed i samfundet og for den enkelte.

Det drejer sig bl.a. om frygten for at blive udsat for vold eller fysiske overgreb, for at ens økonomi trues af dårligt helbred, for at ens indkomster er uregelmæssige, eller for at man får alvorligt stress og ikke kan klare kravene i hverdagen.

- Selvom tryghed fylder stadig mere i den politiske og offentlige debat, ser vi, at utrygheden generelt stiger i det danske samfund. Og der er noget, der tyder på, at særligt de unge bliver ramt. Blandt den gruppe slår frygten for at blive udsat for vold eller fysiske overgreb særlig hårdt. Godt hver femte unge kvinde svarer i vores måling, at de er utrygge for at blive udsat for seksuelle overgreb. Ligesom der er tre gange højere utryghed i aldersgrupperne op til 30 år for at gå alene i nærområdet i mørke, som hos dem, der har passeret 50 år. Det er rekordhøje tal, siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden og fortsætter:

- En anden væsentlig forklaring på tryghedskløften mellem unge og ældre ser vi, når det kommer til alvorligt stress. Angsten for at gå ned og ikke kunne klare hverdagen er en af de utrygheder, der slår hårdt helt generelt og er den utryghed, der scorer næsthøjest, når vi måler. Her er de yngre målgrupper særligt i risikozonen.

I 2013 var andelen af utrygge og tryghedsscoren den samme hos pensionister og folk i begyndelsen af tyverne. Siden er kurverne gået hver sin vej. Tryghedsscoren angiver en given gruppes følelse af tryghed i et enkelt tal.

Trygheden steg under corona

Til gengæld er der ikke meget, der tyder på, at corona-epidemien har ramt danskernes tryghed i nævneværdig grad. Faktisk tyder tallene på det stik modsatte – at trygheden steg under hele den første del af corona-epidemien i Danmark.

”Man kunne have forventet et kraftigt dyk i befolkningens tryghed under corona. Det er dog ikke, hvad vi fandt i Tryghedsmålingen i år. Faktisk steg trygheden kortvarigt – og for første gang i mange år. Det hænger sandsynligvis sammen med, at nedlukningerne også lukkede nogle af de kendte kilder til utryghed ned – der var fx færre indbrud, færre voldelige overfald og overgreb, færre konkurser eller mennesker i pengenød og færre, der frygtede at gå alvorligt ned med stress,” forklarer Anders Hede med tilføjelsen:

”Selvom utrygheden for corona til tider har været stor i befolkningen, er den tydeligvis af de mange blevet oplevet som et trods alt afgrænset problem, som der blev taget hånd om fra myndighedernes side. Det gælder også de ældre aldersgrupper, som ellers er de mest udsatte, når det fx kommer til risikoen for at blive smittet og få alvorlige følger af corona.”

Disse utrygheder påvirker mest vores almindelige tryghed i hverdagen:

At jeg bliver overfaldet eller slået
At familiens økonomi trues af dårligt helbred
At mine indkomster er uregelmæssige
At jeg får alvorlig stress, så jeg i længere tid ikke kan klare kravene i hverdagen.

08/10/2019

Alle elsker tv-overvågning – så lad os få styr på det
Af Kasper Skov-Mikkelsen, direktør, SikkerhedsBranchen


For et par uger siden var jeg vært ved en heldagskonference, hvor SikkerhedsBranchen inviterede alle interesserede i tv-overvågning til at høre om ”tv-overvågningsteknologi nu og i fremtiden.” Interessen var overvældende – over 175 mennesker meldte sig indenfor kort tid, og vi endte med at måtte afvise folk af hensyn til pladsmangel.
Men det er nu ikke noget nyt indenfor tv-overvågning, for der har altid været en nærmest uendelig interesse for området.

Både fra sikringsbranchen selv, der vil vide hvad der bliver det nye smarte, fra slutbrugerne, der vil inspireres til hvordan de kan bruge deres tv-overvågning og vil være klogere på regler og lovgivning, fra myndighederne og fra pressen, der mindst en gang om ugen ringer for at skulle have tal og fakta om de mange tv-overvågningskameraer i Danmark.

Der er da også god grund til den store interesse, for tv-overvågning er jo et fantastisk værktøj! Om man har brug for en nem måde at holde øje med hele sin perimeter eller for at indsamle beviser for gentagen kriminalitet, så er tv-overvågning et oplagt svar. I mange tilfælde forebygger tv-overvågning kriminalitet, og på konferencen så vi eksempler på hvordan teknologien både kan redde folk fra druknedøden på Aalborgs havnefront og holde bøller ude af Brøndby Stadion. Så jeg forstår om nogen begejstringen.

Men netop fordi det er så let at lade sig rive med af begejstring over et rigtig godt sikringsværktøj, skal vi huske at tænke os om når vi bruger tv-overvågning, ligesom vi skal stille krav til producenter, installatører og brugere. Nogle gange virker det som om tv-overvågning er blevet en universalløsning mod alle mulige og umulige problemer, der kunne have været løst med andre sikringsformer. For vi må ikke glemme at enhver brug af tv-overvågning er dataindsamling og et indgreb i privatlivets fred.
Derfor har vi i SikkerhedsBranchen stort fokus på at sikre kvalitet og ansvarlighed i installationerne. Det er formålet med vores ISO 9001-certificering på tv-overvågningsområdet, der stiller krav til installatørernes faglighed og dokumentation.
I dag har ca. 70 tv-overvågningsvirksomheder ladet sig certificere, og de bliver auditeret to gange årligt for at sikre at de fortsat lever op til kravene og hele tiden udvikler sig. Branchen gør altså meget selv, men vi har også brug for hjælp fra lovgivere og myndigheder. Det gælder både når den nyligt afgåede regerings planlagte ændringer af lov om tv-overvågning forhåbentlig bliver genfremsat i den kommende folketingssamling og ved andre tiltag.
En af de ting, vi har efterlyst i årevis, er et landsdækkende og lovpligtigt register over alle tv-overvågningskameraer. Sidste år fik vi den første del, da pilotprojektet i Københavns Politis kreds blev udbredt til hele landet under navnet POLCAM.
Men POLCAM-registret er ligesom ISO 9001-certificeringen stadig frivilligt, og det indeholder indtil videre blot 16.000 registreringer. Det er en stor hjælp når politiets efterforskere skal finde tv-overvågningskameraer, men det ville immervæk være en større hjælp hvis alle landets 1,5 mio. kameraer var at finde i registret.
Vi, der arbejder professionelt med sikring og sikkerhed, har altid sat pris på effektivitet, så SikkerhedsBranchen foreslår at vi slår to fluer med et smæk: Gør både certificeringsordningen og registrering af kameraer i POLCAM lovpligtig. Altså skal det kun være certificerede installatører, der må installere tv-overvågning.
Disse skulle så til gengæld efter hver installation ved hjælp af installationserklæringen indberette til POLCAM. Resultatet bliver på den lange bane lovlige og velfungerende installationer og et dækkende register. Dermed vinder vi alle – både den almindelige dansker, politiet og de seriøse installatører.

16/07/2019

Tyverier på landet kommer i bølger

På to uger i maj fik otte landbrug i Midtjylland stjålet kemikalier for millioner, oplyser Landbrugsavisen. Foto: Pixabay.
Hos forsikringsselskabet Trygs afdeling for landbrugsprodukter lyder erfaringen, at tyve i perioder går mål-rettet efter de store værdier på landet: GPS, maskiner og kemikalier.

- Tyverierne sker i bølger, såsom med kemikalier og GPS'er, og tidligere har vi også set en bølge af ATV-tyverier. Der er lidt som om, tyvene har et tema , siger Charlotte Gjerskov, landbrugsproduktchef hos Tryg og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at landbrugene ligger noget længere ude på landet, så det er ikke steder, man tilfældigt kører forbi og finder noget interessant ved. Det virker til, at de går målrettet efter de ting, der har størst værdi på et landbrug.

Derfor opfordrer selskabet alle landmænd til at tage værdifulde ting ind, låse alle haller og sikre sig bedst muligt mod indbrud. Bl.a. kan skarpt lys, kameraovervågning og bomme være med til at besværliggøre tyvens vej til værdierne.

17/06/2019

Kritik af mundkurv til politifolk og ønsket om et borgernært politi


På Folkemødet, der sluttede i går, var der mange debatter om sikring, sikkerhed og tryghed – også i forbindelse med for eksempel politifolks mulighed for at udtrykke sig uden risiko for repressalier fra deres egen ledelse. Politiet ønsker også, at danskerne skal have et politi, som de har tillid til, som er synligt og tilgængeligt. Det blev også slået fast på Bornholm. Men hvad skal der til, for at politiet igen kan blive det borgernære politi, som alle gerne vil have? Og hvad med butikstyvene?
Mange politifolk, fængselsbetjente og andre offentligt ansatte tør ikke udtale sig kritisk om deres arbejdsplads. De frygter for repressalier fra ledelsen, selvom de har en lovfæstet ytringsfrihed. Det er et demokratisk problem, som skal løses, lød det enstemmigt fra Politiforbundet, Fængselsforbundet og lektor i offentlig ret, Pernille Boye Koch, da de på Folkemødet debatterede ytringsfrihed.
Det er vigtigt, at ansatte ytrer sig om forholdene i den offentlige sektor. At lovgiverne kender virkeligheden og ikke bare det billede, som ledelserne ønsker at fremstille i en New Public Management-kultur, hvor det konstant gælder om at ”performe”.
Derfor er det et alvorligt demokratisk problem, når politifolk, fængselsbetjente og andre offentligt ansatte ”stikker piben ind”, fordi de er bange for konsekvenserne, hvis de udtaler sig kritisk. På trods af, at det er ulovligt for arbejdsgiverne at sanktionere kritiske medarbejdere, når de ytrer sig på egen vegne.
Det slog lektor i offentlig ret ved RUC, Pernille Boye Koch, fast, da Politiforbundet og Fængselsforbundet lørdag havde inviteret til debat på folkemødet om ytringsfrihed. Det skete under overskriften ”Følger der en mundkurv med uniformen?”.
Ja – i høj grad, var det klare svar fra både Claus Oxfeldt, forbundsformand i Politiforbundet, og Bo Yde Sørensen, forbundsformand i Fængselsforbundet.
- I politiet har vi en fast vending, som siges i sjov, men rummer et alvor nemlig at ”det ikke er karrierefremmende”, hvis man udtaler sig kritisk om sine arbejdsforhold. Vores medlemmer oplever helt klart en indirekte trussel om, at det kan få konsekvenser, hvis de ytrer sig internt eller eksternt. Selv til deres eget fagblad er de påpasselige med at stille op til citat, medmindre de kan udtale sig anonymt, og det er en meget bekymrende udvikling, sagde Claus Oxfeldt.
Også Bo Yde Sørensen kunne berette om medlemmer, der kommer i clinch med ledelsen, hvis de fremsætter offentligt kritik af arbejdsforholdene.
Den 1. marts blev der indført en whistleblowerordning på Justitsministeriets område – herunder for politiet og Kriminalforsorgen. Men det løser ikke problemet med medarbejdere, der er bange for at ytre sig.
Det var Politiforbundet og Fængselsforbundet rørende enige om. Ordningen er nemlig skruet sådan sammen, at det er i direktionsledelsen, at henvendelser om eksempelvis misbrug af midler eller magt eller andre ledelsesmæssige dispositioner, bliver behandlet.
Politiforbundet: Vigtigt med et borgernært politi
- Politiet har aldrig været flere, end vi er i dag. Alligevel har jeg næsten ikke lavet andet de seneste dage på Folkemødet end at sige undskyld i de debatter, jeg har medvirket i. For indbrud bliver ikke opklaret, og butikstyvene bliver ikke fanget. Der er ikke noget, politifolkene hellere vil, men der bliver prioriteret benhårdt i opgaverne, og vi har fjernet os alt for langt fra den borgernære kriminalitet, slog Politiforbundes formand Claus Oxfeldt fast og fortsatte:
- Derfor er det helt afgørende, at udvidelsen af politistyrken fortsætter langt ind i fremtiden, for det er nødvendigt i forhold til alle de opgaver, vi skal løse. Politiet er et lukket kredsløb, og kollegerne skubber kontinuerligt en million timer i tilgodehavende frihed foran sig. Det er ikke holdbart, sagde forbundsformanden.
Løsningen er en nettotilgang på 200-300 politifolk årligt, førend dansk politi kan hænge sammen og igen have tid og mulighed for at tage sig af det nære, sagde Claus Oxfeldt blandt andet.
Frustrerede forretningsdrivende
At politiet er presset på ressourcer, blev også visualiseret i en debat på Folkemødet, der var arrangeret af De Samvirkende Købmænd. Her kunne kædedirektør for Menu, Kenneth Holmen Pedersen, og formand for HK Handel Hovedstaden, Mette Høgh, begge berette om organiserede tyvebander, der stjæler store mængder af varer fra butikkerne, stort set uhindret, og med henblik på videresalg. Men politiet har sjældent ressourcer til at prioritere sagerne. Og pågribes gerningsmanden, kan butiksekspedienten stå ansigt til ansigt med ham dagen efter, da en forholdsvis lav strafferamme bevirker, at de ikke bliver varetægtsfængslede.
- Tidligere var det fru Jensen, der havde ”glemt” at betale for mørbraden eller teenageren, der skulle prøve at stjæle tyggegummi. Men i dag er tyverierne langt voldsommere og mere organiseret, og det er utroligt ubehageligt for de ansatte, fortalte de.
Paneldeltagerne var alle enige om, at der politisk bør ses på området – eksempelvis med skærpede straffe, og at der skal straffes første gang, da det vil have en præventiv effekt. Noget, som De Samvirkende Købmænd, HK og Politiforbundet vil samarbejde om at få sat fokus på.
- Og så opfordrer jeg til, at alle butikstyverier og røverier i butikkerne bliver anmeldt til politiet, for der er et stort mørketal i dag, fordi mange forretningsdrivende opgiver på forhånd. Vi skal have anskueliggjort problematikken over for politikerne, sagde Claus Oxfeldt.

07/05/2019

Nabohjælp bliver nu nemmere


Fra og med i går, mandag den 6. maj, er Nabohjælp flyttet over på en app, hvor brugerne får nye redskaber til nemmere og mere stabil Nabohjælp.
Den spritnye app gør det nemmere at skabe kontakt mellem naboer, samtidig med at den giver et bedre overblik over alle nabolagets nabohjælpere. Designet er nyt, og hjemmesiden er flyttet ind hos botrygt.dk, hvor man kan finde alt om indbrudsforebyggelse.
Den nye app giver:

Netværk med alle nabolagets nabohjælpere
Adgang til at skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
Feriehjælp, så du kan fortælle betroede feriehjælpere, hvornår dit hjem er alene hjemme
Mulighed for at koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget
Chancen for at spørge nabolaget om alt, hvad naboskabet rummer
Velkomstbrev med klistermærker til postkasser og døre
Alle de bedste tricks til forebyggelse og naboskab
Mere naboskab med Nabohjælp

Med den nye app bliver Nabohjælp mere end feriehjælp. Der er alle muligheder for at skabe gode naborelationer, som også giver større tryghed. Hvad der begynder med en udstrakt hånd eller et hej over hækken, kan blive tillidsfuldt naboskab og vaccinen mod indbrud.
Hvis man allerede er tilmeldt Nabohjælp, skal man starte med at hente appen på Google Play eller Appstore. Her logger man ind med sit brugernavn og adgangskode, og så bliver man guidet igennem godkendelse af nye vilkår og opsætningen af Nabohjælp.

20/02/2019

Store kommunale forskelle i indbrud


Der blev i 2018 anmeldt 54.868 indbrud til politiet. Antallet er stort set uændret i forhold til 2017, hvor der var 54 flere anmeldelser. Der er dog store kommunale forskelle, melder Danmarks Statistik.
41 ud af Danmarks 98 kommuner oplevede nemlig en stigning, hvoraf ca. halvdelen steg mere end 20 pct. i forhold til 2017. I de resterende 57 kommuner, hvor indbrud faldt, oplevede næsten hver femte kommune et fald på mere end 20 pct. i forhold til året før. Det er i høj grad Sønder- og Midtjylland samt Fyn, der har oplevet en stigning, mens Nordjylland og Sjælland har oplevet fald i mange kommuner.

Udover Fanø og Læsø, der har den største procentvise stigning men med ganske få indbrud, ligger Stevns og Tønder i spidsen med stigninger på 66 pct. og 61 pct. I den anden ende af skalaen findes Halsnæs og Helsingør, som med en nedgang på 36 pct. og 33 pct. har haft det største fald.

21/09/2018

Cyberkriminelle bruger i stigende grad skjulte angreb

Ifølge en ny sikkerhedsrapport fra firmaet Trend Micro er cyberkriminelle begyndt at bevæge sig fra opsigtsvækkende angreb via afpresningsprogrammer, kendt som ransomware, til mere skjulte angreb for at stjæle penge og følsomme oplysninger, uden at brugeren opdager det. Kryptisk kopiering er steget dramatisk, og rekordstore 80 milliarder DKK er gået tabt på verdensplan som en følge af de såkaldte chef-mails.

Trend Micros halvårsrapport for 2018 viser, at kryptoangreb fortsat dominerer. Resultaterne af krypto-angreb steg med 96 procent i løbet af første halvdel af 2018 sammenlignet med hele 2017, og hele 956 procent i forhold til første halvdel af 2017. Samtidig er de betydeligt mere bare angreb via afpresningsprogrammer reduceret, og er reelt på vej tilbage.

Dette indikerer, at de cyberkriminelle er begyndt at bevæge sig væk fra at jagte hurtige penge via afpresningsprogrammer for i stedet at fokusere på langsomme angreb, der finder sted i baggrunden, uden at brugeren opdager det, især i form af kryptoangreb.

- Den seneste udvikling i trusselsbilledet peger på, hvad vi har set i mange år – nemlig at de cyberkriminelle konstant udvikler og ændrer deres metoder og værktøjer for at forbedre og udvide virkningerne af deres angreb, forklarer Johan Jarl, sikkerhedsekspert hos Trend Micro Sverige, og fortsætter:

- Da de brede afpresningsangreb og hacking er blevet normen, har de cyberkriminelle har ændret deres arbejdsform til mere at handle i hemmelighed med metoder, der ikke har været meget anvendt, eller endda aldrig blevet set.

80 mia. mistet på grund af chef-mails

FBI har indrapporteret, hvor store tab virksomheder verden over har lidt på grund af chef-mails. Dette års tal på tab på 80 milliarder DKK, er langt højere, end hvad Trend Micro og FBI havde forventet, men også ekstremt meget højere end de tab, som blev rapporteret i samme periode i 2017. Dengang lød tabet ”kun” på 30 milliarder DKK og er således steget med over 270 procent.

19/02/2018

Ansigtsgenkendelse spås endnu større vækst fremover
HID Global understøtter Apples iPhone X Face ID ansigtsgenkendelsessystem, og virksomheden forventer, at ansigtsgenkendelse vil spille en stadig vigtigere rolle fremover.

- Med den stigende efterspørgsel efter en optimeret brugeroplevelse er ansigtsgenkendelse et godt sikkerhedssupplement til banker og andre virksomheder, som ønsker et højt sikkerhedsniveau, siger Martin Ladstaetter, direktør for produktstyring, IAM Solutions, hos HID Global.

- HID Global tilbyder nu en nem måde for erhvervslivet at udnytte Apples Face ID-kapacitet med vores HID Approve mobile autentificeringsløsning.

Ansigtsgenkendelse findes på Apples nye iPhone X-telefon for at sikre adgang til for eksempel netbank og digitale signaturer, der anvendes i banktransaktioner. Apples Face ID features kan også bruges til at sikre fjernadgang til medarbejderdata og applikationer. HID Globales kunder kan nu nemt implementere Face ID ved hjælp af firmaets mobile autentificeringsplatform, enten som en nøglefærdig applikation eller direkte integreret i eksisterende firmaprogrammer ved hjælp af softwareudviklingsværktøjet HID Approve (SDK).

HID Global kan kombinere ansigtsgenkendelsesteknologi med trusselsdetektering og anden risikobaseret intelligens, så mulig svindel eller misbrug hurtigere kan opdages. Virksomheden udvikler nye kapaciteter, der gør det lettere for pengeinstitutter at opdage cybertrusler som malware, ransomware, applikations hacking, phishing og bedrageriske transaktioner.

13/02/2018

Antallet af identitetstyverier stiger
Flere og flere danskere oplever, at deres kreditkortoplysninger bliver stjålet og misbrugt. I en del af sagerne kender gerningsmanden sit offer i forvejen, mens det i andre sager er hackere, der står bag. Det skriver BT.

Mens antallet af indbrud falder, sker der en voldsom stigning i antallet af sager om databedrageri, hvor kreditkortoplysninger bliver brugt til svindel på internettet.

Fra 2015 til 2016 er antallet af anmeldte sager om databedrageri steget fra 15.399 til 19.321. Samme tendens tegner sig for 2017, hvor der i de tre første kvartaler var lige så mange databedragerier som i hele 2015.

I 2016 skete der ifølge Nets misbrug af Dankort og Visa/ Dankort for i alt 104.584.000 kroner. Det er en stigning på 58 pct. i forhold til 2015.

13/02/2018

Autoforhandlere får måske lov til at dele overvågningsbilleder

Adskillige bilforhandlere og værksteder har oplevet tyverier, hærværk og ildpåsættelser, men nu er der måske hjælp at hente.
Selv om autoforhandlerens overvågning fanger nogle tyve, er det ikke altid til megen hjælp, fordi det i dag ikke er lovligt at dele overvågningsbilleder. Men der kan nu være politisk hjælp på vej. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil nemlig gøre det lovligt for erhvervsdrivende at dele overvågningsbilleder - dog i første omgang mellem hinanden i et internt it-system, sådan at uskyldige ikke hænges ud på sociale medier eller i medier.

Adskillige bilforhandlere og værksteder har oplevet tyverier, hærværk og ildpåsættelser. Men der kan nu være politisk hjælp på vej.

-Det er naturligvis politiets opgave at efterforske og anholde de kriminelle, ligesom det også er politiet, der skal vurdere, om der skal offentliggøres signalementer eller andre oplysninger, der skal føre frem til en gerningsperson, udtaler Søren Pape Poulsen i forbindelse med lovforslaget og supplerer: -Det kan nemlig være meget indgribende at blive hængt ud som lovovertræder i offentligheden, f. eks. på sociale medier eller andre steder på internettet.

Derfor er det en god løsning, vi har fundet, så butikkerne kan dele billederne med hinanden, uden at man samtidig risikerer at hænge folk ud i offentligheden.

28/12/2017

Flest juleindbrud i Nordsjælland og Sydøstjylland

Denne jul er stort set lige så belastet af indbrud som sidste år, viser tal fra Rigspolitiet. I den daglige opgørelse over anmeldelser ligger Nordsjællands Politi, Sydøstjyllands Politi, Østjyllands og Fyns Politi i top med henholdsvis 28, 23, 21 og 20 indbrud 25. december.
Til sammenligning modtog betjentene i København kun 12 anmeldelser om indbrud i dette døgn.
Billedet kan dog ændre sig, når folk vender hjem til deres lejligheder, rækkehuse og villaer efter juleferie.
Når man lægger tallene sammen for de seks døgn fra 20. december, ligner denne højtid ganske godt 2016. I alt er det blevet til 628 anmeldelser, og det er en smule under det tilsvarende tal sidste år, oplyser Rigspolitiet.
I øvrigt er udviklingen positiv, når man kigger over længere perioder. Antallet af indbrud faldt med hele 12 procent i årets første tre kvartaler, og dermed er der udsigt til, at Danmark i 2017 for første gang i 10 år kan nå under 30.000 indbrud.
De færre ubehagelige oplevelser skyldes blandt andet, at flere sikrer deres boliger bedre, sagde en analytiker fra Det Kriminalpræventive Råd forleden. Hvert år installeres cirka 35.000 alarmsystemer, anslår brancheorganisationen Sikkerhedsbranchen.

19/12/2017

6 konkrete råd om it-sikkerhed
Dansk Erhverv har her samlet 6 konkrete råd til at styrke virksomhedens it-sikkerhed. Det kan lyde banalt og selvfølgeligt, men erfaringer siger desværre, at det ikke er tilfældet.

Organisationen Dansk Erhverv har sammensat seks gode råd, som burde være en selvfølge for alle virksomheder. Security User viderebringer dem her:

1. Hold dine systemer opdateret. I et evigt kapløb med it-kriminelle lapper og forbedrer leverandørerne af styresystemer og programmer løbende deres software, som er med til at holde skidtet fra døren. Bruger man ikke disse opdateringer, bliver virksomheden mere blottet og sårbar. Forårets og sommerens store bølger af angreb udnyttede fx, at mange stadig brugte det ellers for længst pensionerede Windows XP-system.

2. Brug sikkerhedssoftware (filtrering af spam, virus, phishing etc). Der findes standardløsninger, der kan holde kendte angreb ude af virksomheden allerede ved hoveddøren, og inden det rammer den enkelte medarbejder computer.

3. Brug stærke adgangskoder. Et kodeord som ”Vinter2017” er en åben invitation til at få ubudne gæster. En ondsindet person kan fx misbruge adgangen til en mail til at spionere på virksomheden og få indsigt i, hvordan man kan svindle (fx CEO Fraud). Det er vigtigt, at kodeordet er langt og svært at gætte, og at du ikke genbruger det på tværs af forskellige løsninger. Rådet for Digital Sikkerhed har hjælp til, hvordan du laver gode adgangskorder.

4. Sikkerhedskopi. Du skal have en samlet plan for sikkerhedskopi af alt, som du ikke kan undvære af miste. Du skal have en rutine for, at der faktisk bliver taget backup, samt ikke mindst, at du har en klar plan for, hvordan og hvor hurtigt du bruger sikkerhedskopien, hvis uheldet er ude. Mister du eksempelvis alle kundedata pga et angreb med ransomware, er tiden en kritisk faktor. De færreste har råd til at lade virksomheden ligge stille i flere dage.

5. Husk den menneskelige faktor. Både ransomware og ”CEU Fraud” kan ikke nødvendigvis holdes fra døren alene med tekniske systemer, men bygger i høj grad på, at man narrer folk til at trykke på links, som ser legitime og tilforladelige ud. Det handler om, at den enkelte medarbejder er klar over, hvad man skal være på vagt over for, og det er i sidste ende ledelsens ansvar.

6. Hav procedurerne klar. Lige som medarbejderne skal vide, hvad de skal gøre i tilfælde af brand eller vandskade, skal der være en procedure for, hvad man gør i tilfælde af mistanke om it-angreb: Hvad skal medarbejderen fx gøre, hvis man har mistanke om, at man er blevet ramt af ransomware? Hvem ringer man til?

Adresse

Skive
7800

Hvad er åbningstiderne?

Mandag 08:00 - 16:00
Tirsdag 08:00 - 16:00
Onsdag 08:00 - 16:00
Torsdag 08:00 - 16:00
Fredag 08:00 - 15:00

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når OH Security Aps sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til OH Security Aps:

Del