15/06/2022
Stigefabrikkerne x Tour de Thy
Torsdag og fredag i sidste uge var alle mænd og kvinder fra stigefabrikkerne i DK, SE og NO samlet til produkttræning + rundvisning hos vores nye medejere, Dolle A/S, i Frøstrup.
Torsdag stod den på rundvisning i verdens mest moderne og automatiserede produktion af lofttrapper. Her hørte vi en masse om databaseret produktion samt om fordelene ved automation og robotteknologi.
Rundvisningen gav et godt indblik i lofttrappens rejse fra råvarehallen bag fabrikken til færdigpakket produkt i vareudleveringen, og vi fik mødt en række af de dygtige medarbejdere, som betjener robotterne og sikrer, at alt går rigtigt til.
Herefter gik turen videre til Nationalpark Thy, hvor vi lagde ud med at fylde energidepoterne op på picnic i Tved Klitplantage for så efterfølgende at kunne give den gas på SUP boards i bølgerne ud for Cold Hawaii, Klitmøller. Vi rundede dagen og aftenen af på Restaurant Niels Juel.
Fredag morgen besøgte vi verdens vildeste vindmøller ved Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild, hvor de højeste møller er over dobbelt så høje som Danmarks højeste bygning! Det lykkedes os desværre ikke at finde rette person, som står for indkøb af stiger til de +200 meter høje møller, men vi gik derfra en oplevelse rigere og en lillesmule klogere end da vi kom.
Fredag bød desuden på produkttræning og Q&A med Preben Malthe Jensen og Jonas Paludan, DOLLE A/S, som bl.a. præsenterede Dolles helt nye program af pladsbesparende trapper samt en række kommende produkter, som efter sigende skulle være ”lige på trapperne”.
Vi sluttede turen af med picnic ved kalkstensknuden Bulbjerg, der ligger helt ud til Vesterhavet, inden vi alle vendte næserne hjem mod Slagelse, Næstved, Guldborg, Osted, Roskilde og Skeppshult, Sverige.
1000 tak for to gode dage i det jyske til Lars Torrild, Francois Grimal og resten af team DOLLE A/S, til vores nye mand i bestyrelsen, Anders Munk, samt til hele vores eget team Stepshops ApS / stigefabrikkerne i Danmark, Sverige og Norge!