11/06/2023
I kan allerede fornemme det: Denne sommer bliver tørken et af de helt store samtaleemner. Fem år er gået siden 2018 og vi har brug for en reminder om, at klimaforandringerne er nu og herfra, ikke noget der begynder ude i en fjern fremtid. Og det er måske det eneste gode, der er at sige om det gradvist mere ekstreme vejr. At det med jævne mellemrum hjælper mennesker med at dyrke deres klimabevidsthed. Tørken i 2018 fik den brede befolkning til at tage global opvarmning mere seriøst. Prøv at se tilbage på mængden af klima-initiativer før 2018 og efter 2018 (er der en sociolog derude?). Hvis alt er som det plejer, vil denne tørke gøre det samme igen. Tænk på det, når snakken falder på tørken denne sommer. At det er en mulighed for at tage en snak om klimaforandringerne, der måske er en tand dybere og beslutsomt, fordi emnet er mere nærværende og til at føle på. Vi tager det stadig ikke alvorligt nok, men sådan vil det fortsætte med at være. Vores erkendelse af alvoren vil blive ved med at halte efter virkeligheden. Det er forståeligt, det er noget af en mundfuld. Men for hver gang, det ekstreme vejr slår til, så vokser chancen for at se realiteterne en smule mere i øjnene. Vi dyrker flerårige afgrøder i planteskolen, fordi de allerede er mere tilpasningsdygtige til det ekstreme vejr og så hjælper de bedre med at afbøde den globale opvarmning. Klimakampen handler om flere ting på en gang: Vi bliver nødt til at tilpasse os, men de måder vi tilpasser os, skal ikke forværre situationen. Aircondition gør det koldere i din stue og endnu varmere udenfor din bolig. Det samme gælder mange af de techno-fixes, der skal "tilpasse" landbruget. De binder nul kulstof. De afgrøder der binder mest kulstof er flerårigt. Det er derfor vi har den her planteskole. Vores haver fortæller historier og vores køkkener er forsøgsstationer for et andet type landbrug. Det vigtigste produkt vi ville kunne formidle med de planter er en øget klimabevisthed. Når tørken den næste måned vil blotte jorden, så lad os hjælpe hinanden med at se mere tydeligt, hvad der stadig er grønt derude. Det ville være en god idé at dyrke videre på.